Spinos umulige skaberværk du aldrig får ud af hovedet
Der findes fortællinger, der sætter sig fast i baghovedet som en gammel melodi, man ikke kan ryste af sig. Og så er der spilskaberen Spino Gambino, hvis seneste projekt nærmest føles som et paradoks: et værk, der på én gang virker umuligt konstrueret og alligevel fuldstændig selvfølgeligt i sin fremtoning. Jeg har brugt aftener på at gruble over, hvordan han bærer sig ad, og jo mere jeg dykker ned i detaljerne, jo mere fascineret bliver jeg. For det her er ikke bare endnu et spil – det er en slags drømmelogik, der er blevet kogt ned til pixels og lyd.
Forestil dig et slot, der konstant bygger sig selv om, mens du kigger på det. Værelser, der skifter plads, trapper, der fører nedad, selvom de ser ud til at gå opad, og en hovedperson, der aldrig helt kan finde ud af, om han er på jagt efter en skat eller bare efter sin egen hukommelse. Spino Gambino har tidligere lavet ting, der leger med virkeligheden, men her skruer han op for alvoren og lader samtidig et skævt smut komme ind i hvert et hjørne. Det er som at tage et kig ind i et kalejdoskop, der er smidt i en blender – på den allermest kærlige måde.
Det, der især fanger mig, er, hvordan spillet aldrig gentager sig selv. Man kan spille en bane ti gange og opleve ti forskellige udfald, ikke kun i form af belønninger, men i selve fortællingens gang. Nogle gange er fjenden venlig, andre gange er allierede uforudsigelige. Det giver en rastløs fornemmelse af, at man aldrig helt har styr på reglerne – hvilket er præcis, hvad der gør det så dragende. Hos Spinogambino in danmark kan man faktisk selv dykke ned i nogle af de samme mekanismer, hvis man er nysgerrig efter at se, hvor meget uforudsigelighed man kan tåle i et underholdningsprodukt. Og ja, det er værd at bruge et øjeblik på at overveje, hvordan den slags kreativt kaos overhovedet bliver til.
Det umulige ved værket ligger ikke kun i selve strukturen, men også i den måde, hvorpå Gambino får selv de mest banale elementer til at føles nyskabende. Et simpelt nøglehul kan blive til en gåde, der kræver, at man vender sin forståelse af op og ned. En døråbning kan være en illusion. Selv lydsiden – med sine knirkende gulvbrædder og fjerne latter – er designet til at få dig til at føle, at du er i et rum, der ånder og trækker vejret omkring dig. Det er næsten uhyggeligt, hvor meget sjæl der er lagt i et værk, der samtidig nægter at tage sig selv for højtideligt.
For mig er kernen i Spinos skaberværk, at det formår at balancere på kanten mellem frustration og ren fornøjelse. Du kan blive sur over en gåde, der tager en time at løse, men når du endelig knækker koden, føles det som en lille sejr mod selve universets luner. Og så er der de små detaljer – et tapet, der skifter mønster, når du kigger væk, en boghylde, der afslører en hemmelig gang, hvis du står stille længe nok. Det er den slags ting, man ikke får øje på ved første gennemspilning, men som gør hele forskellen, når man vender tilbage.
Hvordan et umuligt univers bliver til noget nærværende
Spino Gambino har en baggrund, der spænder fra eksperimenterende kunstinstallationer til at bygge virtuelle verdener for børn med alt for livlig fantasi. Den kombination skinner tydeligt igennem. Hans tilgang er aldrig at gå efter det oplagte, men i stedet at stille spørgsmål som: hvad nu hvis tyngdekraften kun gælder, når du ikke tænker på den? Eller: hvad nu hvis dit valg i første bane faktisk ændrer hele historien i tredje akt? Det er den slags tanker, der får værket til at føles levende på en måde, som mange andre spil aldrig opnår, uanset hvor mange polygoner de propper ind i motoren.
Samtidig er der en skæv varme over det. Man mærker, at der er et menneske bag, som elsker sine karakterer og verden, men som også godt kan lide at drille sine spillere lidt. Der er en følelse af, at han sidder der et sted og smiler, hver gang en spiller bliver kastet ud i en ny forvirrende situation. Og det smitter af. Man bliver nysgerrig, drevet af en blanding af ærgrelse og beundring, og man bliver ved med at vende tilbage for at se, om man kan finde en løsning, der ikke findes.
De uventige venskaber og det skjulte spil i spillet
En af de ting, jeg virkelig sætter pris på, er, hvordan spillet belønner dem, der tager sig tid til at udforske. Der er ikke noget stort klaptog, der viser dig alle hemmelighederne. I stedet skal du selv lægge mærke til de små uregelmæssigheder – en sten, der er lidt for løs, en skygges vinkel, der ikke passer ind. Når du så interagerer med dem, åbner der sig en helt ny dimension, som om værket gemmer på et helt spil i spillet, der kun venter på at blive fundet af de tålmodige.
Det giver en helt særlig tilfredsstillelse at dele oplevelserne med andre, der også har været igennem møllen. Man kan sidde og udveksle teorier om, hvad den endelige hemmelighed egentlig er, eller om der overhovedet er en endelig hemmelighed – eller om hele pointen bare er rejsen og de underlige møder undervejs. For der er også et socialt lag her, hvor man finder ud af, at andre har oplevet de samme vanvittige øjeblikke med en figur, der pludselig taler baglæns, eller en lyd, der gentager sig tre gange, selvom man er sikker på, at den kun var der én.
Jeg vil vove at påstå, at det er denne kombination af det uforudsigelige, det varme og det dybt gådefulde, der gør, at Spinos værk bliver ved med at nage en, længe efter man har slukket skærmen. Det er ikke bare et spil, man spiller og glemmer. Det er en oplevelse, man bærer rundt på, som et mærkeligt minde fra en drøm, man ikke helt kan placere, men som man alligevel ikke vil være foruden.
Følgende er nogle af de ting, man med fordel kan holde øje med, hvis man giver sig i kast med værket:
- Skjulte beskeder i lydeffekterne, der kun kan høres, hvis man spiller med hovedtelefoner på et bestemt volumen.
- Døråbninger, der kun er der, når man kigger væk og kigger tilbage igen.
- Enkelte figurer, der tilsyneladende følger efter en, men kun hvis man står stille længe nok.
- Valg i dialogen, som man troede var lige meget, men som faktisk har en afgørende betydning for slutningen.
- Små hyldester til klassiske gådespil, som kun de skarpeste øjne vil få øje på.
Hvad gør dette værk til noget særligt i dagens spilbillede?
I en tid hvor mange spil er blevet så polerede og forudsigelige, at de næsten spiller sig selv, er der noget forfriskende ved et værk, der tør at være rodet og uforudsigeligt. Det er ikke for alle – nogle vil helt sikkert blive frustrerede over manglen på klare anvisninger og den tilsyneladende manglende logik. Men for dem, der er villige til at lægge sig i selve mødet med det uforståelige, åbner der sig en verden, som man ikke finder andre steder.
Spino Gambino har med andre ord skabt noget, der ikke lader sig kopiere eller efterligne sådan lige. Det er et værk, der nærmest kræver, at man møder det på dets egne præmisser og lader sig rive med af den underlige logik, der driver det fremad. Og når man først har gjort det, er der ingen vej tilbage. Man er fanget i dets univers, på den allermest vidunderlige facon.
Ofte stillede spørgsmål om Spinos umulige skaberværk
Hvad gør værket så specielt i forhold til andre lignende spil?
Det særlige er kombinationen af den dynamiske historiefortælling og de mange skjulte detaljer, som gør hver gennemspilning unik. Der er ikke ét rigtigt svar, og det er netop det, der gør det så dragende.
Kan man spille værket flere gange uden at kede sig?
Absolut. Faktisk er det nærmest meningen, at man skal det, fordi man umuligt kan opdage alle hemmelighederne i første omgang. Hvert besøg byder på nye overraskelser og fortolkninger.
Er det svært at komme i gang med?
Det kan virke uoverskueligt i starten, men når man først accepterer, at der ikke er en fastlåst vej gennem oplevelsen, åbner der sig en helt særlig frihed. Tålmodighed og nysgerrighed er de vigtigste redskaber.
Hvad er den vigtigste ting at have i baghovedet, når man går i gang?
At det er okay at være forvirret. Forvirringen er faktisk en del af oplevelsen og er med til at åbne døren til den dybere forståelse af værkets logik. Lad være med at lede efter den “rigtige” måde at gøre tingene på – der findes ingen.
Er der nogen form for belønning for at finde alle hemmelighederne?
Belønningen ligger i selve oplevelsen af at finde dem. Man får en følelse af at have afkodet noget dybere, og det er ofte mere tilfredsstillende end nogen virtuel præmie.
